Det er mine 5 første byer jeg besøgte på sydøen.
Fra Wellington tog jeg færgen tidligt om morgenen fra nordøen til sydøen. Det er ofte en noget rå tur, men i dag var søen rolig og den lange fjordindsejling til bunden af fjorden ved Picton var meget smuk.
Picton – 1 overnatning
En lille færgeby, jeg skulle have sprunget over og kørt direkte til Nelson. Picton har ikke meget at byde på, med mindre man gerne vil gå nogle ture i området. Fx er Queen Charlotte Trail på 73 km ret god for hikerne.
Nelson – 3 overnatninger
Der var Nelson Market lørdag formiddag med musik og et stort udvalg af lækre lokale varer. Frugt, honning, grøntsager, smykker, beklædning oma.
Hundredevis af smukke blomsterkrukker hænger ned fra fortorvsoverdækningerne.
Nelson er en god by at gøre ophold i. Ud over de mange udendørs aktiviteter, som fx turen ud til Abel Tasman Nationalpark, var der også pænt liv i gaderne med flere musikere, der tjente en bette skilling, mange butikker, caféer og barer, restauranter og en natklub, hvis man er til den slags.
Marinaen er lidt kedelig, hvis det ikke var for at se dem, der legede på deres wing surfing board – der hvor boardet kommer helt ud af vandet. Ser ret fedt ud.
Nelson opkaldt efter admiral Lord Nelson. Ham der vandt over Napoleon 21. oktober 1805 ved Cape Trafalgar ved den spanske sydkyst.
Flere gader, pladser, parker og bygninger er opkaldt efter heltene fra Napolionskrigene i 1803-05. Det skete netop på baggrund af den vundne krig. New Zealand blev koloniseret i årene lige efter 1805.
Ud over handels- og festgaderne i centrum, ligger der også den smukke Nelson Cathedral på en bakke for enden af Trafalgar Street. Lidt derfra ligger smukke Queen’s Garden, der også er et besøg værd.
På busturen fra Nelson til Westport kørte vi via bjergveje i knap 4 timer. Også her et virkeligt flot landskab med floder og slugter, der skærer sig ned igennem bjergene.
Westpoint – 1 overnatning
Byen er ret kedelig. Men er de fleste byer ikke egentligt det? En turist i Nibe og de fleste danske småbyer, vil tænke det samme er jeg sikker på.
Gik en lang tur på Kawatiri Coastal Trail, der gik ud til kysten som her er Det Tasmanske Hav.
Men det er til gengæld byen, hvorfra der surfes fra.
Derfor er mit hostel Bazil’s Surf School også ret fed. Bygget lidt efter lidt med containere, træskure og glampingtelte.
Der var udsmykning med surfboards, klipklappere og al mulig anden tingeltangel, der hører den livsstil til. Og hængekøjer at slappe af i efter dagens surfinstruktion.
Det gav en helt utrolig løs og sjov stemning blandt de ca 30 primært yngre gæster, der fik surflektioner. Jeg venter til mine surf lektioner på Bondi Beach 🏄🌊
For første gang i en hel måned fik jeg varm aftensmad. Jeg lod mig rive med at stemningen, for der blev lavet pizza i stenovnen på den overdækkede terrasse. 25 $, svarende til 105 d kr. 😳. Tror jeg går tilbage til min havregryn i morgen.
Via Great Coast Road mod syd kommer vi forbi Punskaiki eller måske bedre kendt som Pancake Rocks & Blowholes. Det er et vidt betagende syn, at se dette naturfænomen, hvor klippeformationen er bygget op i tydelige lag som en stor stak pandekager. En naturlig skønhed og samtidig en råhed og brutalitet fra havets kræfter.
Pandekageklipperne er en stærkt eroderet kalkstensformation , hvor havet bryder igennem adskillige lodrette blæsehuller under indkommende dønninger, især ved højvande. Kalkstenen blev dannet for omkring 22-30 millioner år siden.
Greymouth – 2 overnatninger
Byen opstod i 1848 i forbindelse med at man opdagede at der var kul i bjerge bag byen. Flere af husene i centrum fra den tid og står ret slidte. Imponerende at de stadig har egen avis med trykkeri midt i byen. Men byens engang stilhed Royal Hotel, står klar til nedrivning.
Der kører et tog mellem Greymouth og Christchurch på østkysten. Det skulle være en meget smuk tur, hvorfor der også er et par åbne vogne, så indtryk kan komme på kameralinsen uden slør fra vinduet. Har lidt fortrudt jeg ikke havde tænkt på den tur før det var for sent.
Mit hostel er en gammel præstebolig. Tidligere lå her ved siden af en katolsk kirke, som de begyndte at bygge i 1884, men først stod færdig i 1914. Bygget af irske immigranter, der kom hertil for at arbejde i kulminerne i 1864. Desværre jævnede et jordskælv på 7,1 kirken i 1968.
I 1988 var der to kæmpe oversvømmelser i Greymouth,hvor det meste af centrum stod under vand. Men ikke boligen her, der ligger lidt oppe af bakken. Så i 1989, hvor huset blev solgt som hostel blev det naturligvis kaldt “Noah’s Ark”.
Så er der tid til at blive klippet 🫣. Godt en måned siden Henriette klippede lokkerne af mig hos Søborg og Henriksen i Aalborg. Nu er jeg klippet af Finn og Henriette siden 1986, så det er med stor bekymring at lægge saksen i hånden på en fremmed. Men frygten for et hår som Jesper Binzer fra DAD, sætter jeg min lid til, at det nok skal gå her hos frisøren på High Street 112 i Greymouth.
Hokitika – 2 overnatninger
Byen havde, under storhedstiden i 1860’erne, hvor der blev gravet guld, hele 102 hoteller. I dag er der kun få tilbage. Til gengæld er her flere jade/greenstone-butikker. Og flere gallerier, hvor der også arbejdes i værkstedet. En lille hyggelig by.
Hokitika er “hovedstaden” for jadesten eller Pounamu/greenstone. De er højt værdsat i New Zealand, og udskæringer lavet af pounamu spiller en vigtig rolle i maorikulturen . Man kan være heldig at finde en sten på stranden, akkurat som med vores rav hjemme ved Vestkysten. Pounamu har stor åndelig betydning, og det siges, at man skal give stenen som gave, men først skal man selv have fx halskæden på, så en del af ens sjæl overføres til modtageren. Så det må jeg huske, når jeg får købt en souvenir til min datter. ♥️
Jeg gik en aftentur på stranden i den smukkeste solnedgang. Og kiggede naturligvis efter grønne sten, der var rullet ind på stranden. Der var mange smukke sten, men ingen grønne. Det siges også, at de kommer til de udvalgte. Måske var det derfor. Fandt til gengæld en Fleur-de-lis i messing, gætter jeg på. Hvor mon den har siddet?
Stranden var særpræget. Masser af drivtømmer, og flere kunstværker, lavet af tømmeret, pyntede på stranden. I Danmark ville et stykke drivtømmer have kostet kassen. Men desværre er min rygsæk så fyldt og rigelig tung, så også det må jeg lade blive tilbage.
Klokken nærmer sig solnedgang ved 20.30-tiden, og flere og flere møder op på stranden for at fange den smukkeste solnedgang. Synes selv, jeg fik et par udmærkede skud i kassen. Og mens solen går ned her, stiger den op hjemme i Danmark.
Er blevet indlogeret hos det ældre ægtepar Brian og Frances. De sødeste værter. Rigtig hyggelige at snakke med. Fik ved ankomsten straks tilbudt kaffe og kage. Mit første stykke kage siden jeg havde sidste arbejdsdag i Vurderingsstyrelsen 2. december 😇.
Der boede 10-11 i huset foruden mig og det var rigtig hyggeligt at sludre med de andre logerende over en kop the og et glas portvin.
Huset har tidligere været lægebolig for Dr Ebenezer Teichelmann.
Dagen efter var jeg på en MTB tur. 54 km og ret krævende nogle steder. Turen hedder “The Big day out”, som er en af de mange ruter på West Coast Wilderness Trail.
Det var en virkelig smuk tur, og jeg blev da også nødt til at stoppe op flere gange for at tage et foto.
Vejret var godt, selvom der hang mørke skyer over bjergtoppene.
Et andet sted, jeg kom forbi, hedder Cowboy Paradise. Langt oppe i bjergene. Langt væk fra alting. Knap så meget paradis i dag, så det ud til, men der stod stadigvæk tonsvis af tomme flasker i baren, kunne jeg se gennem de støvede vinduer i saloonen. Før i tiden kunne man overnatte her, eller se på et par flotte piger på polestangen, som ejeren, Michael Milne, i dag 75 år, sikkert havde lokket derop godt betalt.
Man kunne også forsøge sig med skydevåben på en bane udenfor.
Et meget mærkeligt sted. Det viste sig da også, at ejeren blev anholdt og fængslet i 2018 for at producere cannabis i en underjordisk bunker. 136 kg svarende til 2 mio nz$ = 8 mio dkr. Motellet Cowboy Paradise var åbenbart kun et skalkeskjul.
