Livet i hamsterhjulet er på mange måde bekvemmeligt. Alle forsøge at hoppe ud af det, men kun få tør, når det kommer til stykket. Sådan havde jeg det også. I hvert fald indtil den dag, jeg turde tage hoppet ud af hjulet. Men ét er at turde hoppen ud, noget helt andet er, at rejse ud i verden solo og som backpacker. Det er så langt væk fra min comfortzone som man næsten kan komme. Og læg så dertil de udfordringer jeg kaster mig ud i. Ting som jeg altid har sprunget over, fordi jeg altid har sagt til mig selv, at når jeg ikke har prøvet det, så kan jeg det heller ikke.
Nu er der gået en måned siden hoppet ud af hamsterhjulet og jeg tog rygsækken på nakken og drog ud i verden. Er det svært? Er det dyrt? Er det hårdt? Er det trist og ensomt? Savner du dem derhjemme?
Det sidste først. Naturligvis savner jeg min nærmeste familie og nære venner. Men med Messenger, ja så virker afstanden ikke så stor. Men jeg ville naturligvis helst at have, at Mette var med. To oplever bedre sammen og tosomheden er bedre end “ensomheden”. Ikke at jeg har oplevet ensomheden, for jeg har nemt ved at falde i snak med andre og så forsøger jeg at lære at være alene i mit eget selskab.
Et af formålene med min rejse, var at blive klogere på andre mennesker, kulturer og livet i al almindelighed. Derfor ville det måske ikke give så megen mening, at bo på et fint hotelværelse. Jeg bor primært på hostels. Har haft mit eget rum i Napier og det var lidt kedeligt. Men selvfølgelig skønt at have stor seng og eget bad. Ellers har jeg boet på 4-10 m/k værelser. Alle steder snakker man meget på hostels og på værelserne. Mest om hvor man er fra og hvad man har oplevet indtil videre. 99% af alle rejsende på hostels er unge på under 30 år. Men jeg oplever ikke at det er noget problem. Jeg taler med dem om alt. Uanset og de kommer fra Danmark, Tyskland (dem er der rigtig mange af), Frankrig, England, Canada, USA. Og sproget er ikke noget problem selvom der naturligvis er ord, jeg ikke lige har på hånden. Men her kan Google Translate hurtigt hjælpe.
De hostels jeg har været lidt forskellige. Nogle har eget bad og toilet, mens de på andre er på gangen. Der er fælles køkken, hvor backpackerne laver deres egen mad. Jeg handler ind i et nærliggende supermarked, som jeg var hjemme. Her bliver det mest til havregryn og bananer. Primært fordi jeg ikke gider slæbe på mere end højst nødvendigt. Har ca 20 kg på nakken og det synes jeg er rigeligt. Og så er det det med økonomien. Det er dyrt at shoppe alene. Jeg sulter på ingen måde. Lever sundt og enkelt. En sjælden gang kan jeg nuppe en burger i en af de mange foodtrucks, men til 20 NZ$, som svarer til ca 80 danske kroner, bliver jeg for nærig. Indtil videre på en måned har jeg brugt 2225 kr., svarende til 75 kr. om dagen på mad og drikke.
De fleste steder står der en kasse med fx te, kaffe og mad til fri afbenyttelse. Det nyder jeg godt af. Er ikke for fin til at bruge det og så er der også en lille besparelse i den anden ende, hvilket ikke er helt at foragte.
Jeg har lavet mit hjemmearbejde og det har indtil nu betydet, at alt bare er gået fint. Busserne kører til tiden. Jeg ved hvor de kører til og fra i forhold til mit overnatningssted. Det giver mig en vis portion ro i maven ikke at skulle tænke på det praktiske. Det var nok det der bekymrede mig allermest inden afrejsen.
Lige nøjagtig det med at tænke og overtænke på alt det der kan gå galt, er noget jeg altid har gjort. Fx er vejrudsigterne op til festivalen blevet studeret i månederne før det første band gik på scenen. Det gider jeg ikke bekymre mig om mere. Altså det med at tænke for meget over alle mulige og umulige fremtidige scenarier. Det er en god læring. Og sundt for hjernen.
Om det har været en klog beslutning at stoppe med at arbejde og gå ned i indtægt?
YES!
Ikke sådan at forstå jeg var træt af at arbejde. Langtfra og savner også mine kollegaer hver eneste dag. Men jeg savnede gnisten og muligheden for at gøre det bedste pga pres fra toppen af Styrelsen. Og så forsvandt glæden og stoltheden ved det jeg lavede lidt efter lidt.
Om jeg siger det samme, at det var min bedste beslutning, når jeg lander i Danmark i slutningen af maj, håber jeg også jeg siger til den tid.
Ja, selvfølgelig har jeg mindre udbetalt til mig selv hver måned, men hvad er det ved, at have sparet endnu mere op end jeg allerede har gjort, for så ikke har kunnet følge sine drømme? Det er måske nemt sagt, men det handler vel om prioriteringer i livet, om families accept og om husholdningsbudgettet holder.
