Byen ligger i den sydlige ende af Lake Wānaka.
Her bor lidt over 13.000, hvor mange helt sikkert er beskæftiget indenfor turistbranchen. Byen, der ligger så smukt helt ned til søen tilbyder om sommeren t’et overflødighedshorn af alt der kan foregå på søen. Om vinteren er byen et yndet skisportssted.
Wānaka er min sidste destination inden jeg slutter af på New Zealand med 7 dage i Queenstown. Jeg havde intet planlagt her, men ville bare slappe af. Ved ankomsten fra Franz Josef var termometeret oppe at runde de 25°, så det var en hurtig omklædning og ned til søen.
Vejrudsigten til dagen efter var lidt la la. Det havde regnet lidt om natten, men om morgenen var det klaret op og solen skinnede igen.
Så jeg besluttede jeg ville gå en lille tur efter morgenmaden og en kop kaffe.
Jeg gik ud forbi deres berømte og meget fotograferende træ, der står i kanten af søen. Og nogle gange ude i søen pga højvande, hvilket giver nogle smukke billeder. Men helt ærligt – et træ….. Pga lidt vand i floderne og dermed også i søen, stod træet nu ret tørskoet på stranden. Jeg ventede naturligvis til kineserne – ak ja også her, fik taget deres utal af opstillede billeder, hvor alle grimasser og håndstillinger selvfølgelig skal foreviges til resten af familien hjemme, hvis der da er flere “hjemme”.
Jeg gik videre langs den smukke sø. Her var så stille, at man næsten kunne høre de hvide sommerfugle larme. Et par brumbasser, der ikke havde lært, at de ikke kunne flyve, forstyrrede stilheden sammen med nogle bier, der var på arbejde med at samle nektar til den lækreste newzealandske honning Manuka. Har du mulighed for at købe et glas, så køb. Det er dyrt, men det smager himmelsk godt.
Pludselig stod jeg for foden af bjerget Mt Roy ca 7 km fra Wānaka og klokken var 12.00. Solen og varme havde allerede gjort min t-shirt gennemblødt. Og nu stod jeg her ved et bjerg uden skygge af nogen art.
På skiltet står der 6 timer retur for de 8 km op og lige så mange km ned igen. Nå ja, jeg var jo kommet derud, så hvorfor ikke…. 10 minutter fortrød jeg på det skammeligste. Stien gik bare direkte opad mod himlen og allerede efter få meter tænkte jeg at det her går aldrig godt. Men nu min stædighed gjorde jeg gik videre mod toppen, der ligger 1578 meter længere oppe.
Hurtigt blev min vandflaske tømt, men der var et par små bække på ruten, jeg kunne fylde op fra. For det var meget tiltrængt.
Jeg gik og tænkte tilbage på dengang jeg som dreng spillede fodbold på Nibes gamle stadion. Efter skoletid cyklede vi drenge derned og spillede fodbold. Ved siden af stadion løb der en lille bæk og når der var pause i spillet hoppede vi over hegnet og slubrede det kolde vand direkte fra kildevældet.
Endelig nåede jeg toppen. Efter præcis 2 timer 💪
Igen som ved træet, havde en håndfuld kinesere også gået op på toppen. Der var så smalt der, at jeg måtte pænt vente på at det blev min tur, til at ta’ et par billeder ud over bjergene, Lake Wãnaka og helt ind til byen.
Den smukke udsigt var bestemt anstrengelser værd. Efter en hurtigt sandwich og en slurk vand gik turen nedad. Det er næsten lige så hårdt at gå nedad bjerget som op. Fordi det var så stejlt, skulle jeg holde igen mens tæerne blev presset godt imod skosnuden. Efter halvanden time var jeg nede og begyndte at gå de 7 km yderligere retur til byen.
30 km blev det til, da jeg ramte mit hostel 7 timer efter jeg startede.
