Luftfugtigheden er over 90. Temperaturen er 30°. Alt tøj virker lidt fugtigt og umuligt at tørre selv direkte i solen og en svag brise.
2 minutter efter et koldt bad sveder vi igen. Så sveden pibler frem overalt på kroppen. Og lugten af død gnu er umiskendelig tæt på.
17 timer i en bus fra Noosa til Airlie Beach er lang tid. Greyhound bussen var allerede en time forsinket til Noosa. Måske et forvarsel på hvad turen ville bringe. Der er regntid på østkysten af Australien. Og varmt. På Fraser Island fik vi et ordentligt regnskyl af bibelske dimensioner. Vi hørte fra fastlandet at veje var oversvømmet og de ture, der skulle komme efter os var blevet aflyst. Vi blev varslet med at vi muligvis ikke kunne komme retur til vores hoteller på fastlandet, hvilket i sig selv ikke er afgørende, men vi havde alle 30 allerede booket bus videre dagen efter vi planlagt skulle være hjemme. Og når man ikke har adgang til mail og internet, så kan man ikke gøre andet end at leve i nuet og se tiden an. Det gjorde vi og på dag 3 hvor vi skulle fra øen fik vi en god melding. Vejene var farbare igen.
Jeg tror det vil være en god læring for ikke kun mig, men os alle. Lad være med at spekulere på alle mulige og umulige scenarier vi dagligt kan stå i. Vi kan alligevel ikke gøre hverken fra eller til. Løsningen på udfordringerne skal nok komme til os på bedste vis.
Mærket sænker sig hurtigt efter afgangen fra Noosa. Kiks findes frem og en god lydbog sættes på. “Verdens vinter” af Ken Follett lytter jeg til. Det er uhyggeligt så tæt dens historie er på alt det der sker i verden lige nu med Trump og opdeling af befolkningen i de gode og de dumme. Verdens vinter tager udgangspunkt i 30’ernes Tyskland.
Mens jeg lytter kigger jeg ud af vinduet mens Australiens landskaber suser forbi. Mange steder går de oversvømmede marker helt ud til vejen. Åer og vandløb er som fossende elve. Regner siler ned i igen. Det bliver en lang tur på alle måder. Det bliver værre efter nogle timers kørsel. Klokken er tæt ved midnat og de fleste sover trygt.
Chaufføren holder ind til siden. Tænder lyset i bussen og slukker motoren. Han står i midtergangen og jeg kan se, at han lige skal samle sig. “I have some bad news for you……”, siger han berørt. Vi kan køre til Rockhampton ca 3 timers kørsel hvorfra vi holder nu og kan kun håbe på det bedste. Vi skal udfylde og underskrive en force majeure blanket – just in case. Til deres forsikringsselskab.
Bussen er fyldt med 50 backpackere som jeg. Vi ved ikke om hvad der skal ske. Usikkerheden om hvad der skal ske er frygtelig. Vi er langt væk fra alting. Der er stille i bussen. Tanker på næste træk er vi alle i gang med. Hører at en engelsk pige bestiller et fly fra Brisbane til Cairns som er hendes destination. Hun vil køre med bussen retur. Pris 600 $ som svarer til ca 2500 kr. Mange penge for de fleste og rigtig mange penge for en ung backpacker.
Kl 3 holder vi ind på en tankstation nær Rockhampton. Chaufføren tjekker op på vej- og vejrmeldingerne med samme nedslående resultat. En af de unge spørger om vi bare bliver sat af i Rockhampton og må klare os selv derfra. Chaufføren nikker. Han kan ikke sige det højt. Der er en halv time ind til Rockhampton, hvor bussen får ny chauffør, som skal vende den og køre retur til Brisbane. Og vi er ca halvvejs. Hvordan fanden kommer vi videre? Og hvornår? Der er masser af hoteller i byen, så jeg håber at kunne banke et op her midt om natten. I regnen.
Ved ankomsten til Rockhampton ser jeg fortvivlelsen i øjnene på alle mine medpassagerer, da lyset tændes igen og vi skal gøre os klar til at gå ud. Så sker der ingen troede på. Chaufføren får en besked. Vejene op til Airlie Beach hvor de fleste skal til at åbne igen. Jublen bryder ud, som det var 4. maj 1945. Chaufføren er lettet. Det ses tydeligt. Han siger farvel og en ny chauffør skal bringe os i mål. Flere steder kører vi forsigtigt igennem vandet på vejbanen. Det er umuligt at finde ro til at sove, så da vi kører ind i Airlie Beach kl 10.30 17 timer senere er vi glade og trætte.
Så som på øen er læren. Vent med at regne alle scenarier ud indtil du står i det. Ofte falder det ud til det bedste.
