Vejen mellem Taupō og Napier er utrolig smuk. Bjergrigt hvor tunge mørkegrå skyer udvisker de skaldede toppe. Bussen kæmper sig opad igennem hårnålesving alt imens nyrestenene bliver banket godt pga de ujævne veje igennem landskabet. Bjergsiderne er beklædte med fyrnåletræer og på markerne, går hundredevis af får, lam og køer og æder af det lækre frodige grønne græs.
Efter et par timers kørsel på tværs af nordøen nærmer vi os kysten og Napier. Og landskabet ændrer sig. Området ved kysten er et stort vinområde, hvor vinstokkene nu står i snorlige rækker.
“Nyd livlig Sauvignon Blanc, lækker Chardonnay, silkeblød Pinot Noir og fyldig Merlot og Syrah”, står der som en salgstale om de mange vingårde, der tilbyder udflugt til smagning af deres druer.
“Om morgenen den 3. februar 1931 var luften stille og trykkende, og havet var så rolig og havde den mest ejendommelig farve. Klokken 10:47 ramte jordskælvet. Energier, der omtrent svarer til detonationen af 100 millioner tons TNT, blev kanaliseret ned ad en bevægende plade af landskab – en ‘brudzone’ – der løb direkte under Napier. Derefter et halvt minuts ro og endnu et voldsomt efterskælv. To et halvt minut efter det første stød var det overstået.”
Napier var totalt smadret og det der ikke allerede var sænket i grus brændte. 162 døde i byen den februar morgen.
I dag på årsdagen 94 år senere, præcis kl. 10.47, sidder jeg her og ser historien for mig. Børn i skolen er netop startet efter deres skoleferie og skolegården emmer af børnenes grin og fortællinger om hvad sommerferien er gået med. Kvinder og mænd er begyndt på arbejdet i butikkerne og på fabrikkerne. 10:47 og deres verden rives i tusinde stykker, mens de overlevende kæmper i murbrokkerne for at finde deres kære.
Det nye Napier blev derefter opbygget i den på den tid populære Art Deco stil. Dette har gjort Napier til en stor turistby. Nogle steder står der at Napier er USAs svar på Miami. Måske pga de lange alléer med høje palmer langs.
En højst usædvanlig gammel bykerne, af gamle smukke bygninger, der minder mest om et filmset i Hollywood.
Krydstogtskibene lægger til kaj ved siden af containerskibe med varer til området og tømmer, der skal den anden vej.
I Napiers gader og pladser, står mange smukke skulpturer. Og naturligvis også et eller flere mindesmærker fra de faldne i krig. Og så er der 49 smukke vægmalerier. Og jeg så ikke et eneste “tag” i byen. Tænker det må være i respekt.
Jeg lejede en cykel og kørte af de veltilrettelagte stier langs Stillehavet. 25 km mod syd forbi marker med modne ferskner, nyoptagne løg og duften af dild, der stod overalt. Forbi byerne, der lå gemt bag diger, som værn mod havet Clive, Te Āwanga til Clifton, hvor jeg havde læst, at der ligger i café med det danske navn “Hygge”. Og ganske rigtigt. Derinde på græsplænen under de skyggende træer lå den lille hyggelige café. De havde læst ordet hygge og dens betydning og stedet osede da også af hjemlig hygge. Og lækkert brød og kage. Danish of course.
Jeg havde i dagens anledning taget min røde danske fodboldtrøje på og flere, der så den, ville da lige høre nærmere om det der ord og hvordan det så skulle udtales. Det var bestemt en sjov oplevelse.
På toppen af Hospital Hill ligger Napier Old Cemetery og lige ved siden af byens botaniske have. Smukke på deres vidt forskellige vis.
Det lyder måske en smule morbidt at gå rundt på kirkegårde, men ud over stilheden er der er masse historie, der ligger begravet her. Kirkegården er meget forsømt og meget længe siden seneste begravelse der. Mange gravsteder vidner om den store emigration i 1860-1870’erne fra Nordeuropa. Irere, englændere, skotter, men også danske gravsteder blandt de mange lokale, som alle søgte deres lykke her i stedet for som de fleste i Amerika. Tænk hvis Trump levede dengang. Så havde alle fået en returbillet og endnu færre kroner i lommen og drømmen om guld, mælk og honning.
På en grav var der 2 gravsten. Den ene med 4 børn; John død 1 år, Francis død 4 måneder, Walter Henry 17 år samt Ada Louisa død 20 år. I graven ved siden af ligger deres mor og far, der overlevede alle deres 4 børn. Og som der står; blev forenet med deres børn.
“We two shall live again one life,
and love shall live with us.
Then God smiled and it was morning,
matchless and supreme”
