Klokken er igen over midnat og bekymringer får masser af tid til at udvikle sig til et tankemylder, af alt hvad der kan gå galt på turen.
Kan jeg finde ud af at rejse solo i 5 måneder? Bliver savnet til familie og venner for stort? Har jeg nu husket det hele? Listen over indkøb har været meget lang. En god praktisk stor nok rygsæk, pande lampe hvis man skal op og tisse midt om natten ude i den mørke australske bush, net mod sengelus på hostels, køb af actionkamera jeg kan bruge til lands, til vands og i luften, t-shirts og underbukser i merinoild og meget meget andet rejsegrej.
Og hvad nu med alderen og helbredet. Kan de holde til det for det bliver både hårdt, udfordrende og anstrengende. Jeg er kommet frem til den konklusion at jeg ikke bliver yngre, så skal det være andet en storbyferie, så er det nu rygsækken skal pakkes for min episke rejse.
Det er et par år siden, jeg sådan for alvor turde begynde at drømme om en længere rejse. Parallelt med at google hvilke steder jeg godt kunne tænke mig at besøge, skulle jeg også have styr på det økonomiske. Og ikke mindst sige farvel til arbejdsmarkedet og den månedlige check.
Tvivlen
Arbejdet er opsagt. Godt 44 år blev det til. Fra 1.10.1980 til 31.12.2024. Nok havde jeg i nogle måneder gået og sagt, at jeg skulle på rejse. Og jeg glæder mig. Men noget andet er den dag, hvor der trykkes på send-knappen med opsigelsen til chefen. Tvivlen kommer stadig til mig her om natten. Om dagen i lyset er jeg ikke i tvivl. Nu hvor det meste er klappet af, sidder jeg med en god fornemmelse af, at mine valg, har været de rigtige. Jeg glæder mig.
Økonomien
Selv med en okay pension i hånden og grønt lys fra banken, så kan jeg mærke, at det er her, min største hurdle ligger. Det er dyrt at rejse. Også som backpacker som jeg, men når jeg kommer hjem, er der jo en ny hverdag uden fast indtægt, der venter. Mit resonnement er dog, at for hver dag jeg vågner jo færre kroner skal jeg bruge den følgende dag. Det handler om at prioritere sine penge og skære det bort, som ikke er vigtigt. Det skal nu nok gå og kommer næppe til at gå sulten i seng.
Turen går til
Jeg har flere forskellige rejseplaner på min bucketliste. Asien, Sydamerika, Caribien og Down under. Det blev downunder med New Zealand, Australien og stillehavsøerne Fiji der “vandt”. Af forskellige årsager. Først og fremmest fordi jeg aldrig har været der, men nok mest fordi turen havde så mange adrenalinkick og oplevelser jeg aldrig har turdet prøve. Jeg er en pivskid og altid været mest tryg ved det jeg kan og har styr på. Nu kaster jeg mig ud på virkelig dybt vand. Jeg er bange for stort set alle dyr og i Australien kommer jeg til at overnatte i en jungle med slanger og kæmpe edderkopper. På Fraser Island, hvor der en dingoer og andet kryb og insekter. Akkurat som når jeg under åben himmel skal overnatte ved Ayers Rick midt inde i den australske bush. Jeg skal snorkle og dykke med hajer og djævlerokker ved Great Barrier Reef og på Fiji. Springe ud i faldskærm og hoppe et af verdens længste bungyjumps ved Nevis på New Zealand. Og meget andet. Kan jeg klare alt det og kommer hjem til Danmark i et helt stykke til maj, så kan jeg klare alt.
Inspirationen
Jeg følger rigtig mange Facebook og Instagram bloggere. Mange rejse hjemmesider, hvor folk fra hele verden har delt deres rejse eventyr er travlt igennem. Jeg har markeret alle de steder jeg gerne ville se. Og fjernet nogle af dem igen. Et par af stederne jeg længe havde med på listen var Fransk Polynesien og nogle af øerne i Stillehavet. Pga tid og ikke mindst økonomi endte jeg mit Stillehavs øhop med 1 måned på Fiji. De første 14 dage der, er jeg på en båd og sejler rundt fra ø til ø. De sidste 14 dage kommer Mette ned til mig, hvor vi sammen har lidt mere badeferie sammen på 4 af øerne inden vi sammen rejser hjem og efter planen rammer Danmark den 22. maj.
Ser frem til
Mange bloggere skriver om de bedste hoteller og hvor man kan få den bedste mad. Jeg elsker da en god seng og god mad, men for at få en god økonomi på turen har jeg valgt hostels som min primære boform og streetfood, når sulten rammer mig.
Men det er nok mødet med fremmede unge og ældre på hostels og de lokale på gaderne jeg allermest ser frem til. Snakke og udveksling af livets erfaringer er så givtigt og så stor en inspiration for mig. Jeg synes at de er i vores forskellige kulturer, troen og holdninger vi lærer af hinanden. Jeg håber de mange indtryk og oplevelser kommer til at fylde lige så meget så de mange adrenalinkick og smukke billeder jeg får med hjem.
Skriv et svar