K’Gari udtales med stumt K og betyder Paradis.
Øen er verdens største sandø. Ca 170 km lang og 25 km bred. Der er ingen veje, så den brede strand er hovedtrafikåren til firehjulstrækkere. Minder om stranden ved Løkken/ Blokhus, bortset fra at denne strand er over 100 km lang. Der er politi på stranden, så der er ikke fri leg og fri hastighed. Man skal være meget opmærksom. Dingoer, der har samme farve som det gule sand, åer der pludseligt skærer stranden over som en fossende elv eller bølgerne, der med stor kraft kommer helt op til skrænterne. Mange steder stikker grene op af sandet, der nemt kan skære bilens dæk op. Vores erfarne guide Colin ved præcist, hvor og hvordan farerne ses i tide. Der sker en del uheld med døden til følge her på stranden.
Vi bor på en indhegnet Camp Cathedrals on Fraser i telte til 4 personer midt ude på en øde ø i en skov omgivet af kryb, edderkopper, myrer og dingoer. 4 senge og dyner, der kan holde os varme i natten. Varmen er det mindste problem. Regnen og vandmasserne det største. Det er til at leve med fugtigheden og halv vådt og klamt tøj. Men den megen regn har gjort, at flere veje på fastlandet er oversvømmede og risikoen for, at vi ikke kan komme retur til Noosa, hvor vi alle bor, er stor.
Jeg sover i telt med Megan fra Yorkshire i England, Cecilia fra Lille i Frankrig samt Michelle fra Bern i Schweiz. Det er ret hyggeligt at ligge og snakke om rejsen, vi alle er på, om uddannelse, om kærester/kærestesorger og livet i al almindelighed. Imens rusker vinden i træerne, havets brusen lyder højt i det fjerne, og regnens ubønhørlige trommen mod teltdugen forstyrrer nattesøvnen.
Vi er 30 i gruppen, hvor de alle, på nær jeg og Colin, er under 25. Nogle 18-19 år og meget umodne i deres væremåde og ageren i en gruppe med blandt andet oprydning, madlavning og mødetider.
Fortrød lidt, jeg havde tilmeldt mig turen, da jeg så gruppens sammensætning, men efter jeg havde fundet sammen med de 3 piger plus et par stykker flere, blev det faktisk en ret fin, sjov og givende tur. Ud over de 3 piger bliver jeg også gode venner med guiden Colin. Jeg blev hans Co-driver i bilen på turerne rundt på øen, og vi fik skabt et godt makkerskab, bl.a. snakkede vi, mens vi gik og lavede mad sammen og ryddede op efter de unge.
Bortset fra, at det er varmt og luftfugtigheden ufattelig høj, minder turen om en ting mellem en november nat på en campingplads ved Vesterhavet og en spejderlejr ved Juelsø en dansk sommeruge med regn.
Dingoerne gik på stranden, hvor de spiser de småfisk, der skylles op. Dingoen kan være ret aggressiv, så vi må ikke færdes alene. Nu har jeg jo set Crocodile Dundee, hvor han nøjes med at nedstirre dingoen, og den lægger sig roligt ned. Måske jeg skulle prøve det, hvis jeg møder en.
Vraget af Dampskibet SS Maheno, der blev bygget i 1905 i Skotland, er øens største seværdighed. Skibet blev brugt som oceanliner mellem New Zealand og Australien og senere under 1. verdenskrig som hospitalskib.
I 1935 blev det solgt som skrot til Japan, men under bugseringen fra Sydney knækkede ståltovet under en cyklon, og skibet drev ind på kysten på Fraser Island, og har ligget der lige siden. Her 90 år senere er der kun en lille rustbunke tilbage. På gamle sort-hvid billeder ses hvor stort og smukt det så ud i sin storhedstid.
Der er et par meget smukke ferskvandssøer, der er værd at bade i. Vi må ikke bade fra stranden. Både fordi der er understrøm og dybe hestehuller. Men også fordi der er mange hajer tæt på kysten her.
Søerne er nu også okay. Vandet er lunt, og pga træerne, “Tea Tree”, er der en oliehinde på vandet. Vandet har en antiseptisk egenskab. Tænker, mange kender produkterne Australian Tea Tree hjemme. Aboriginalerne har igennem tusindvis af år brugt olien mod sår, insektbid og meget andet.
Efter nogle til tider dramatiske dage, hvor vi tvivlede, om vi kunne tilbage, var det nu godt at komme tilbage på hostellet igen, hvor et varmt bad var ventet med længsel.
