Byron Bay:
Efter travle og hektiske Sydney, er jeg nu kørt længere nord op ad Australiens østkyst. Efter 13 timers natkørsel i bus uden megen søvn, landede jeg i Byron Bay lidt i 8.
For en uge siden hærgede cyklonen Alfred meget af østkysten her, med store ødelæggelser, så det var med lidt bange anelser, hvad jeg ville komme op til.
Byron Bay er en surf-dude-village, hvis der er noget, der hedder det. At surfing og strand er det primære her, kan man tydeligt se i bybilledet. Fedt tøj og flere butikker der sælger surfboards.
Og masser af barer, hvor der hænges ud efter en lang dag på stranden.
Stranden er virkelig lækker. Hvidt blødt sand, der knirker, når man går i det.
Endelig efter 2 måneders vandreture rundt i bjergene, er det blevet tid til sommer, sol, strand og snorkling. Sådan bliver det forhåbentlig stort set de næste godt 2 måneder.
Surf-lektion:
Mindes Driv-tiden i midt 80’erne hvor jeg havde et vindsurfingbræt, som dengang var en ret ny sport. Det blev også primært brugt til festerne i Driv, hvor vi stod på det i stuen til Beach Boys på højttalerne.
Kl 8.15 skulle Mojosurf have hentet mig her på mit hostel. Den blev godt 8.30, inden minibussen var her, og vi blev mødt af et “hey dude. All good?” af vores chauffør. Ord som “chill-out” og “cool” er indbegrebet af Byron Bay. Her kommer tiden ikke så nøje.
Elsker deres lette tilgang til livet. Livet leves i nuet. Sådan som det bør. Det hele går nok, og kommer ikke så nøje. Langt fra mit regneark, hvor alt er planlagt ned i nærmest mindste detalje. Måske meget sundt at slippe al den kontrol og styring. Håret sidder, som man efterlod det aftenen inden, sikkert efter en flaske kold hvidvin eller en flok bajere.
Vi blev kørt til Lennox Beach og efter en god instruktion om sikkerhed og position på, hvor og hvordan vi skulle stå på boardet, bliver vi 13 elever kastet ud i vandet. En ung fyr fra England, jeg samt 11 unge piger. What’s not to like. 👀 Det skulle da lige være, at det ikke er så nemt at komme op og stå, som man måske skulle tro. Fuck det er svært. Fangede et par bølger hele vejen ind, så missionen lykkedes. Det var fedt at ramme balancen og stå op på boardet. Men indrømmet. Langt de fleste af gangene var det hurtigt i vandet.
Efter 3 timer var kroppen også ved at være træt, så da vores svenske surferinstruktør sagde “last wave”, var jeg også done.
En virkelig fed ting at prøve. Øvelse gør mester og enlig svale gør ingen sommer. Måske Cold Hawaii i Klitmøller bliver min nye legeplads 🏄🌊
Og ja, her findes hajer 🦈, men heldigvis ingen i dag.
Surfers Paradise:
Byen med over 300 solskinsdage om året.
Efter 4 nætter i Byron Bay er det videre op til Surfers Paradise ved Gold Coast, hvor cyklonen har fjernet sand fra en 500 km kyststrækning. Hvor der for et par uger siden var en bred strand, er der nu en 2-3 meter høj kløft, og af den tidligere brede strand er nu kun nogle få meter tilbage. Og det er nær ved en katastrofe, for den ikoniske strand, der er juvelen i Paradiset. Højhusene står nu faretruende tæt på kysten. Hvad sker der mon næste gang. Går der 70 år igen, før den næste cyklon æder endnu en bid? Næppe.
Jeg har kun to overnatninger. Denne gang på hotel. Det er nu egentligt ret skønt en gang imellem at have sit eget værelse og bad. Vågne tidligt og sætte sig ud på altanen med en kop kaffe. Læse lidt nyheder på telefonen. Lade tankerne flyde. Intet planlagt i dag. Bare nyde ingenting.
Brisbane/Moreton Island – Escape the Fake:
Brisbane, som er Australiens 3. største by, er udgangspunktet for min første snorkeltur. Før fanden fik sko på, skulle vi afsted mod Moreton Island. “Escape the Fake & 90 min. to Paradise” står der ombord på færgen.
Færgen lægger til direkte på sandkysten lige ved de 15 skibsvrag, der udgør Tangalooma Wreks. Bevidst sunket for at skabe et rev, for et maritimt liv.
Det var første gang jeg prøvede at snorkle ved kysten og ved et vrag. Det var fedt at prøve, og jeg skal da også lige vende mig til det. Men når vandet er så varmt og klart, så bliver det noget nemmere end hjemme i Limfjordens grumsede vand.
Vi så en Wobbegong haj, der lå og sov, en rokke, en skildpadde og masser af kulørte fisk, som vi fik lov til at made. Ret cool.
Det var knapt så cool, da vi kørte igennem skove ud til en stor ørken på øen. Her skulle vi på et stykke masonitplade suse med 70 km/t ned af en sandklit. Fedt at prøve, men kombinationen af sand, solcreme og sved er ret dårlig. Godt vi tilbage på stranden, fik lov til at bade i det skønne varme vand.
Verden er i sandhed lille
Jeg sidder og spiser min aftensmad på mit hostel YHA i Brisbane. Jeg hører en flok unge tale dansk og sætter mig ved bordet, for at snakke lidt med dem. De er med højskolen Dansk Studie Center på en 3 måneders jordomrejse. Jeg sidder tilfældigvis ved siden af deres lærer. Hun kigger lidt på mig og spørger, hvor jeg kommer fra i Danmark. “Aalborg”, svarer jeg. “Nibe?”, spørger hun. “Jeg synes, jeg har set dig i Nibe i forbindelse med fodbold”. Det viser sig, at jeg sidder ved siden af Kirstine Vestergård, hvis forældre, jeg kender fra Nibe. Og hvor hendes farmor og farfar i mange år havde Torvecaféen. Mette har desuden gået i klasse med hendes onkel fra 1. til 9. klasse.
Det er ret vildt. Og ret hyggeligt lige at møde en nibenit så langt hjemmefra.
