Efter 6 nætter i Rotorua er det tid at rejse videre mod syd til Taupo. Rotorua, og området omkring, har været en skøn oplevelse, uanset om man er til adrenalin kick, afslapning i hot pools, smuk natur eller kulturelle oplevelser. Den har det hele.
River rafting på Kaituna:
Jeg fik prøvet river rafting for første gang, men forhåbentligt ikke sidste. Det var en superfed oplevelse, et must prøve, hvis du får muligheden. Tænker ikke Limfjorden kan give samme adrenalin kick, men man ved aldrig.
Bussen, der hentede mig på mit hostel, var allerede fyldt med unge mennesker fra Tyskland, USA, Australien og en enkelt dansker foruden mig. Stemningen var høj som musikken med AC/DC og Nickelback, og fik mine tanker tilbage til dengang, hvor Bette Ville kørte os til bal i Skal Pavillonen.
Efter omklædning til våddragt, vest og hjelm, kørte vi videre ud til floden Kaituna. De 6 både blev efter en Mãori-bøn – håber den handlede om, vi alle ville komme hjem med livet i behold – sat i vandet. Og efter en hurtig sikkerhedsinstruktion startede vi på vores knap 2 km rejse ned ad floden. Vi var 5 i vores båd plus guiden og rormanden Kyle.
Kaituna-floden er hjemsted for ikke kun ét, men tre imponerende vandfald, inklusive det højeste raftede vandfald i verden – Tutea Falls på 7 m, Okere Falls og Kaituna Falls. Kaituna-floden er blevet rangeret som den bedste white water rafting i verden på grund af flodens venlige natur blandet med hårrejsende vandfald.
Efter en time på floden, med mange over bord, heldigvis ingen skader, men masser af hyl og våde grin, kom vi tilbage til fast grund under fødderne.
Mãori landsbyen Tamiki Te Pā Tū:
Sidst på eftermiddagen blev et par busfulde, de fleste ældre…, kørt ud til Tamiki. En Mãori landsby lidt uden for Rotorua.
Mãorierne, der oprindeligt kom sejlende til New Zealand i deres kanoer fra Polynesien, udgør i dag ca 1 mio af de godt 5 mio indbyggere på New Zealand. De har levet her i 7-800 år førend James Cook kom hertil i 1769. Og som alle andre steder vandt krudt og kugler over bue og pil. I dag betragtes Mãorier heldigvis som lige med Kiwierne. Men det har sikkert været en lang hård kamp for dem for anerkendelse.
Efter ankomst til landsbyen blev vi budt velkommen med Mãori-bøn (igen, som i altid), og der blev hilst på ved at knubbe næser (hongi). Den var sgu nok ikke gået hjemme hos Pia Kjærsgaard eller Inger Støjberg 🫣
Der var forskellig underholdning i løbet af aftenen med sang, dans og lege, hvor bl.a. ceremonien med store øje og tungen langt ude af munden, kaldet “Pūnaka og Haka-dans” var til stor morskab, men også i respekt for deres skikke og traditioner.
Fik til at starte med smagt fire forskellige canapeer, der alle smagte så godt. Efter optræden med traditionel dans og sang gik vi til deres madhus, hvor der blev serveret muslinger, confiteret and tilberedt i jordovne (hāngī ) på forvarmede sten og til sidst den lækreste dessert med min favorit Crème brûlée 😋
Efter middagen blev der spillet og sunget en sang fra alle de lande, der var repræsenteret af gæster. Da turen kom til Danmark 🇩🇰 havde jeg forventet Barbie Girl, men til stor overraskelse og glæde sang og spillede de Øde Ø 🏝️med Rasmus Seebach. Respekt for det valg 🙏
Jeg elsker deres tilgang til livet med “celebrating life”. Tænker det ville være godt, hvis Trump, Putin og flere andre tosser med stort ego og lille forstand, kom hertil og oplevede, hvordan livet meget bedre kunne leves uden konflikter. ♥️
Redwoods:
Endelig har jeg været i Redwood Forrest et par km udenfor Rotorua. En smuk skov bestående af 120 år gamle Douglas træer importeret fra Californien i 1904, kæmpe bregner og Eukalyptus buske.
Da jeg kom retur til mit hostel, viste min sundhedsapp 24,2 km. Tænker jeg er ved at være klar til min 8 timers vandretur på Tongariro Alpine Crossing ved Taupō, der venter mig om nogle få dage 😅
