Med skonnerten R. Tucker Thompson og på New Zealands aller nordligste punkt Cape Reinga.
De seneste dage har jeg været i det aller nordligste af New Zealand. Med base i kystbyen Paihia, har jeg haft to, på hver deres måde, smukke oplevelser.
Torsdag morgen sejlede jeg med en lille færge over til kystbyen Russell, hvorfra skonnerten R. Tucker Thompson skulle sejle ud. Skibet, der fungerer som et ungdomsudviklingsprojekt, blev bygget mellem 1970-1985.
Du kan læse mere om R. Tucker Thompson på tucker.co.nz
Vandet var smukt og stille, da vi lagde fra kaj kl. 10. Temperaturen nærmede sig de 25 gr, så belært af en rød nakke, var jeg smurt godt ind i solcreme.
Det var det skønneste Crew med skipper Tom, der serverede kaffe og smørbagte scones med creme og marmelade, straks vi var ude af havnen. Vi var 17 gæster/gaster ombord, og vi fik alle mulighed for at sætte sejl og styre skibet. Alle, der havde mod og lyst, kunne kravle op i toppen af masten. Jeg fik skudt nogle smukke fotos fra toppen.
Ved ankomst til Waewaetorea Island, smed vi anker i bugten, blev sejlet ind til stranden og havde 1 time til frit at udforske øen. Jeg gik op på toppen af bjerget, hvorfra der var den smukkeste udsigt ud over bugten “Bay of Islands”.
Tilbage på skibet var der lækker lunch og kolde øl og vin. Og mulighed for at hoppe en tur i det turkisgrønne vand.
Jeg har heldigvis nemt ved at falde i snak med folk. Også på skibet. Bl.a. en russisk pige, Anastacia, og kunne da ikke lige dy mig for at nævne at “hun” skulle spille på sommerens Nibe Festival. Og et polsk/tysk ægtepar, der efter at have boet i Tyskland, nu boede i Schweiz. Selvfølgelig talte vi om dansk skat og schweizisk mangel på samme.
Dagen efter stod den på en længere køretur til det nordvestlige punkt i New Zealand, “Cape Reinga”. Reinga betyder på Maori “underverden”. Det er et helligt sted, hvor man sender “ånden på sin lange rejse hjem til underverdenen”.
Desværre var vejret ikke så sommerligt som dagen før. Der blæste noget, så det var med min cap i hånden, jeg gik ud til fyrtårnet, hvor bølgerne fra Det Tasmanske Hav slog sammen med Stillehavet.
Længere nede ad kysten ligger Ninety Miles Beach.
Stranden er faktisk kun 55 miles lang svarende til 88 kilometer. Legenden siger, at det tog 3 dage for heste at trave hele stranden, og da en hest kunne gå 30 Miles på en dag, ja, så måtte stranden jo være 90 miles. De havde bare glemt, at det, for heste som for mennesker, er hårdere at gå i sand.
Som nordjyde var jeg nu ikke imponeret over hverken strand, klitter eller vand. Vesterhavet har langt større potentiale. Men sjovt var det nu at prøve at sand-borde, selvom klitten vel kun er det halve af vores nordjyske.
Området var bestemt smukt, men turen frem og tilbage i en ældre bus med manglende affjedringer på meget ujævne veje gjorde turen og dagen for lang. Et plus var det, at vores Maori-chauffør Willy, var en supergod fortæller og også brød ud i lokale sange og en enkelt ABBA sang.
