Byen minder lidt om Løkken på en god sommerdag. Sandstrand, masser af mennesker i byens hovedstrøg, hvor der sælges mad og øl fra stribevis af barer og restauranter. Der er kulørte lamper og høj partymusik. Der er en lille hyggelig havn, hvor alskens udvalg, indenfor vand og leg, kan lejes for pænt dyre penge. Kajak, jetski, sup’s, parasail, sightseeing, fiskeri mm.
Området byder på meget mere, end det der foregår på vandet. Klatring, hiking, MTB, termiske bade o.m.a. En uge fyldt med fede aktiviteter, hvis man er til den slags.
På Waikato River kan man i en gummiring lade sig flyde med strømmen, eller man kan kaste sig ud i et buggy jump. Oppe ad floden ligger Huka Falls, der nok mere minder om et snævert pas, hvor vandet hurtigt passerer, end et vandfald. Men smukt er det helt bestemt.
Da jeg ankom til byen lørdag formiddag, var der masser af biler og gående med stole og køletasker. Kl 11.00 startede Taupō summer concert med 4 pænt store navne; Cold Chisel, Bic Runga, Everclear og, til min overraskelse, Icehouse, som jeg selv lyttede til i begyndelsen af 80’erne. “Hey little Girl” var et stort hit, og findes stadig på min Spotify playliste. Jeg fandt 4 unge på hostlet, som også gerne ville lytte. Vi fandt et godt spot udenfor hegnet og sad der, sammen med flere andre, og snakkede, mens vi lyttede til musikken. Koncerten sluttede kl 19. Det synes jeg faktisk er ret fedt, at man kan komme hjem – og se Unge Morse og Vera – eller hvad man nu ser hernede.
Jeg har, apropos TV, ikke set det siden 7. januar og har ikke savnet det et sekund. Samtale med andre eller måske lytte til musik eller min lydbog, finder jeg her langt mere interessant.
Klokken er 04.00. Op i tøjet. Der er tid til min nok største udfordring til dato. Tangoriro Alpine Crossing. Bussen venter udenfor mit hostel, og vi er nogle flere på vores hostel, der er stået op midt om natten, for at stå klar ved solopgang ved startpunktet Mangetepopo.
Min daybag er pakket med GoPro kamera, regnjakke, bananer, vand, en energidrik og et par boller, der kan spises til frokost på bjerget.
Temperaturen er kun omkring 5° og med en rygsæk kun med sommertøj, skal kroppen og benene lige igang, inden jeg har varmen. En af de unge, der skal med, møder op i korte bukser, en t-shirt og en tynd sweatshirt, men alle vi andre har min. 4-5 lag på. Godt 20 km skal vi gå på bjerget.
Vi er ikke den eneste bus ved start. Jeg vil tro, at par hundrede går de 20 km i dag. En dag som viser sig fra den mest vidunderlige måde. Sol og ingen vind. Og så blev det i øvrigt stegende hedt at gå tættere på solen …. Og solcremen – sjovt man ikke snart lærer det 🔥🥵
Den sorte vulkan jeg peger på, er Mt. Doom, som kendes fra Ringenes Herre. Vulkanen hedder i virkeligheden Mt Ngauruhoe.
Det er virkelig hårdt at gå opad. Nogle steder er der fine stier, mens andre er fyldt med små og store sten, så man virkelig skal se sig for, hvor fødderne sættes.
Belønningen på toppen af Red Crater i 1884 meter højde, var den smukkeste udsigt udover kraterne, sletterne, lavagrænsen og vulkansøerne Emerald Lakes og Blue Lake. Søerne er hellige for maorierne, så det er No Go at dyppe storetåen deri, selvom de ser nok så indbydende ud. Dampen siver også flere steder op fra de “floder”, der løber inde i bjergene. Og den lugt er ret fæl. Rådne æg eller som Gustav ville sige, så lugter de af hydrogen sulfid 🤓
Det seneste udbrud var i 2012, men vi skal kun godt 100 år tilbage for at finde et udbrud, hvor lava blev skudt ud og grænsen af lavastrømmen ses ret tydeligt på et af billederne.
Nedturen synes jeg er lige så hård som at gå opad. Det øverste stykke ned, er små rullende lavasten, og her skal vægten godt nok bagud. Men efter 20,48 km hiking på en fin tid på 5 timer og 35 min. kom jeg i mål på den anden side af bjergene i Ketetahi. Og 2400 kalorier lettere ifølge mit ur 😇
Både på vej op og ned blev jeg overhalet af nogle ekstrem trail løbere. Enhver ved hvor hårdt det er at løbe bare 5 km ud af lige vej. Men her var det stejlt op og ned. Kæmpe respekt for disse overmennesker.
Apropos vulkanudbrud og jordskælv, så er de ret almindelige hernede, da nord- og sydøen skæres igennem af 2 plader.
I går aftes blev Taupō ramt et par gange. Huset og sengen rystede og det var faktisk lidt uhyggeligt for mig, der aldrig havde oplevet det før. Skælvet var “kun” på 2,8, men alligevel…. 🌋😳
Der bliver hvert år målt omkring 14.000 jordskælv i New Zealand, men kun få fører skader med sig.
Det seneste store fandt sted 22. februar 2011, hvor Christchurch bliver ramt af et ødelæggende jordskælv. Det blev målt til en styrke på 6,3. 185 mennesker omkom i jordskælvet.
I dag rejser jeg videre til Napier på nordøens østkyst. Den blev ramt den 3. februar 1931 og dræbte 256. Byen blev opbygget i art deco-stil, som var tidens mode dengang i 30’erne. Mere om det i næste rejsebrev. 🇳🇿🤓
