Ud over mit Skydive sker her absolut intet. Talte med ejeren af mit lidt lurvede Mission Beach Retreat om, hvor lidt der var i byen. For 10 år siden blomstrede byen, og der var masser af aktiviteter på den store flotte strand. I dag bare en lidt underlig by.
Det nærmeste supermarked ligger over 5 km væk. Til gengæld kan du købe en pizza, samme sted som du vasker tøj. Skør eller smart business case?
Eller man kan gå ind i en butik og hente en liter mælk, et bæger yoghurt og en sød kartoffel og gå ind i en anden butik, hvor der sælges is og betale for det hele på én gang. Det er da tillid til kunderne.
Stranden skulle være helt fantastisk. På en smuk solskinsdag når vandet helt op til palmerne, der markerer hvor regnskoven starter. Måske jeg bare var uheldig, for jeg så et lidt oprørsk hav, næsten ingen mennesker på stranden, men til gengæld masser af nedfaldne kokusnødder og palmeblade. Ca 10 meter af kysten må der bades fra pga stingers. Pyt, der var overskyet og knap så indbydende, som på de reklamer jeg har set herfra. Man kan ikke vinde hver gang.
Det kan man til gengæld, hvis man frekventerer baren Joey’s Mission Beach.
I baren overfor mit hostel, kan du kan spille hele din formue op på alle typer af spil. Nogle spil på hunde og heste. Andre på et lottonummer eller et lod, hvor du kan vinde to stykker kød eller en vogn fuld af øl, spiritus og andre lækkerier til påskebordet. Samme sted kan du købe en kasse Heineken til 24$. Det virker altså helt skørt. Men de lokale er tilsyneladende ret vilde med stedet en fredag aften i april.
Klipklapper og skovmandsskjorter og/eller tanktops på herrerne og stiletter og kjoler på kvinderne. Sådan skal det være på en helt almindelig fredag aften på den australske østkyst.
Jeg kom der for at spise min aftensmad. Og observere 👀
Kalveschnitzel med pommes og brun sov var færdig, samtidig med jeg hev kapslen af min Schweppes lemonade. Det er et effektivt køkken. Endeligt noget der ligner mormormad. Af de 10 kg jeg har tabt, kom der vist et par hundrede gram tilbage på sidebenene.
Poolborde med turnering. Whiteboard med kampe, og hvem der er gået videre. Intet er bare for sjovt. Der er mere på spil end blot æren. Penge, sprut, bajere, kød og meget andet. Tænker også at pick-up’en hjemme i indkørslen nogle gange kunne være i spil.
Som en anden Banko Karl går ejeren rundt med mikrofonen blandt gæsterne og indgyder dem til at slippe slanterne, og købe lodder fra forklædet han bærer. Tænker at Spilmyndigheden havde lukket stedet fluks.
Den lokale og eneste minibus triller stille op foran Joey’s Mission Beach, hvor en orange kegle, dog først lige skulle køres over for at gøre plads. Chaufføren hedder Michael og er, af uransagelige grunde, Man U fan set ud fra den t-shirt, han har på. Tag ikke fejl af ham til trods for det med Man U. Han har fat i den lange ende.
En nydelig dame i en ret kort sommerkjole kommer ud og sætter sig ind. 10 min senere kommer minibussen retur og bremser hårdt op i gruset foran baren. Jeg hører, hun leder efter en fyr, som hun må have glemt i farten og først kommet i tanke om nogle km væk.
Prisen for at køre med, koster altid 5$ pr person, siger de lokale. Uanset hvor man skal hen i området, og hvor mange der er med minibussen. Enkelt for alle. Et eller andet her minder om Jernkroen og Bette Ville i gamle dage i Nibe, hvor en tur vel kostede en 20’er, som røg ned i lommen. Selv “Money For Nothing” med Dire Straits brager ud af højttalerne. Det kunne være Nibe i 80’erne. Bortset fra de korte sommerkjoler.
Klokken bliver 20:00, og alle trisser stille hjem. Nogle mere direkte end andre. Der er hegn på den anden side af vejen til at fange dem, der har siddet der for længe. Jeg krydser selv den dårligt oplyste vej, og finder hjem til køjesengen. Med smil om læben for en vidunderlig dag, hvor mit faldskærmsudspring for altid vil stå mejslet ind i min hukommelse.
