Live More. Fear Less.

Live More. Fear Less.

Sådan står der på bussen, der kører os fra butikken i Queenstown og de ca 45 min ud til de 2 steder, hvorfra der kan springes fra.

Det første er fra Kawarau Bridge i 1988 og det allerførste kommercielle sted for bungy-jump i verden. Faldet her er 43 meter, og har man lyst, kan man komme ned i floden.

Manden, der står bag, hedder AJ Hackett.

Bussen kører videre og højt op til toppen af kløften Nevis. Det er herfra, jeg skal springe. 134 meter. 8,5 sekunders frit fald.

Ved ankomst tjekkes vores vægt, som noteres med rød tusch på venstre hånd. Vi trækkes i selen, og er klar til gondolturen op til platformen. Max 6 ad gangen. Vi er 9 på vores hold. Vi samles alle ude i huset på platformen, der hænger i wirere over kløften. Efter vægt bliver vi fordelt, og jeg må slutte ballet af med mine 79 kg. Flere gange tjekkes vægt og seler. Min tur. Sjovt nok er jeg ikke nervøs, men spændt. Jeg har jo set, hvordan de andre klarede det fint. Sidste ting tjekkes og strammes. Om anklerne har jeg fået et par stramme bånd, hvorpå der sidder en snor, som jeg skal rive i, når jeg for anden gang hives op af elastikken. Det sikrer, at jeg vipper rundt, så hovedet nu kommer opad. Man skal springe ud med hovedet nedad. Jeg kigger lige ud over kløften. Tænker ikke en helt masse, og pulsen på uret er kun steget lidt. Guiden tæller ned fra 5 og siger “go”. Og jeg gør det. Hopper på hovedet ud uden at tænke. Med over 100 km/t nærmer jorden sig hurtigt. Elastikken strammes, og jeg flås opad igen med en voldsom kraft, mens jeg hvirvler rundt, og skriger vist et jubelbrøl. Jeg kan høre, de andre oppe på platformen jubler med. Det er fedt. Mon de har lidt respekt for ham den gamle her. Jeg husker at trække i snoren, og vipper rundt. Og straks efter på vej op mod mere fast grund under fødderne, hvor de tre guider tager imod mig. “How was it?” spørger de venligt. “Amazing”, svarer jeg stolt. Høj af adrenalinen, der stadig suser rundt i kroppen.
Hold kæft, hvor en fed oplevelse. Glad fordi jeg turde gøre det. Og lidt stolt også.

Nevis Bungy er en bungeejumping platform i de sydlige alper nær Queenstown på New Zealands sydø. Det er den tredjehøjeste bungeejumping platform. Den er ophængt af højspændingssnore, som er fastgjort i begge ender på hver side af Nevis-flodens dal.
Der er flere andre længere spring, men kun to fra en platform. Andre er typisk fra broer.

Bungeejumpere falder normalt med hastigheder på over 128 km/t (36 m/s), og varigheden af det indledende spring (indtil spændingen i snoren trækker dig op igen for første gang) er omkring 8 sekunder.

Det længste ligger, naturligvis, i Kina, har jeg nær sagt.
Zhangjiajie Glass Bridge Bungee, Kina er 260 meter

Seneste opslag